det vigtigste råd et usigneret Band nogensinde vil modtage
først og fremmest vil jeg gerne tilbyde en forebyggende undskyldning for dette indlægs noget clickbait-y Titel. Men kort sagt, hvis du er en håbefuld musiker i et usigneret eller “lokalt” band, skal du læse dette! Hvad jeg er ved at sige, kan være det vigtigste råd, et usigneret band nogensinde kunne modtage. Det er så afgørende. Det siger jeg ikke for at slå mit eget horn, og jeg er på ingen måde ekspert i alt, hvad der går ud på at gøre et band vellykket, men jeg har set en masse lort gå ned i mine år i denne branche… og jeg har fået nok.
usignerede bands bliver for ofte bedt af opportunister, falske spillere i “branchen”, der ser en nem måde at gøre en hurtig sorteper på. Det er umoralsk, det er groft, det er tyveri i bunden af tønden, og det er rovdyr. Jeg har set det ske for mange gange, og det skal absolut stoppe!
viden er det første skridt i at forhindre, at det sker. For mange usignerede bands mangler simpelthen brancheerfaringen til at snuse en fidus, når de støder på en. Forhåbentlig vil denne artikel hjælpe.
Hvorfor er jeg så fyret op om dette i dag? Det hele startede med en nylig samtale, jeg havde på kvidre med en usigneret band, der har været slibning og hustling i undergrunden i årevis med lidt at vise for det så vidt national (endsige international) navn anerkendelse. Det startede uskyldigt nok – nogle grundlæggende råd-men inden længe spirede ind i en historie om et band, desperat efter opmærksomhed og usikker på, hvordan man opnår det, bliver flået ud af tusinder af dollars. Værst af alt, bandet gjorde det villigt, overbevist om, at de endelig havde fundet den hemmelige nøgle til at låse døren til succes.
før vi går videre, vil jeg gerne anerkende det band og takke dem for at give mig tilladelse til at skrive dette stykke. Bandet er Gransha og de er en groove metal band fra Green, KY meget værdig til din opmærksomhed! Tjek dem ud på Spotify og Facebook. De har noget arbejde at gøre, jo da, men de ved det, og det er den viden, der desværre fører dem ned ad den forkerte vej.
samtalen begyndte med et indlæg, jeg lavede til kvidre om at vende væk et usigneret band (en anden), der ønskede at droppe en seriøs del af forandring på reklame på MetalSucks og de andre metalsteder i Blast Beat-netværket, det firma, vi er partnere i, der også placerer annoncer på Metalinjektion og andre steder. Det er ikke ualmindeligt, at usignerede bands annoncerer hos os, men disse bands kommer typisk ind med relativt små mængder penge og et fokuseret mål, hundrede dollars eller deromkring for at hjælpe med at promovere en ny musikvideo eller single, for eksempel. Det pågældende band kom til os med $4.000 for at droppe på reklame alene uden et klart mål i tankerne og uden nogen infrastruktur på plads. Ikke en klog investering! Reklame kan være en effektiv form for at fremme et band, men det fungerer bedst i koncert med andre aktiviteter alle går på samme tid: en dedikeret pressekampagne, en samordnet marketingplan, et album, en video, sociale netværksposter, touring osv. Jeg fortalte bandet så meget og sendte dem navnene på et par publicister til at kontakte.
jeg skrev en fortættet version af ovenstående historie. Gransha svarede ved at spørge, hvad et passende annoncebudget for et usigneret band ville være:
det er kompliceret, forklarede jeg, og der er ikke noget svar, der passer til alle. Du skal også have alt andet på plads, som jeg lige har skitseret ovenfor, for at reklame skal være effektiv. At kaste masser af penge på annoncer fungerer ikke i et vakuum.
og det var da samtalen tog en tur.
Gransha, hvis kvidre konto drives af vokalist Bo hvid, afslørede, at penge var svært at komme med, et problem hver kæmper band står over for, at være sikker. Men hvad, nemlig, brugte Gransha deres band-dedikerede dollars på? Jeg ville vide det.
“vi er regelmæssige arbejdende fyre, der ikke tjener masser af penge for at der skal være et stort budget støttet af os,” fortalte de mig. “Vi kunne være på en større etiket, men når de vil have $7500 køb på og derefter tour buy-ons…”
hvem hvem hvem! Tour buy-ons?? Cue den rekordstopende lydeffekt.
for dem, der ikke er bekendt med udtrykket, består et “buy-on” typisk af et fast gebyr, der betales af et åbningsbånd til et headlining-band for privilegiet at åbne en tur. At købe en åbning slot på en tur, tænker går, vil udsætte dette band til hovednavn bandets fans. Nogle af disse penge kunne teoretisk tjenes tilbage i merch-salg (i virkeligheden sker dette sjældent), men den store “get” spiller for publikum på hundreder (eller tusinder) af fans hver eneste nat uden at skulle arbejde for det. Bare Skriv en check, og disse målgrupper er dine! “Når de ser os, vil de elske os, “tænker de og giver den” store pause”, som bandet har brug for at blive bemærket, og derfra er det fremad og opad.
men her er sagen: det ender næsten aldrig med at arbejde på den måde. Der er undtagelser, men for det meste, hvis et kæmpende band ikke er blevet inviteret til en national tour endnu, årsagen er enkel: de er ikke gode nok endnu. Det er den hårde sandhed.
så lektion nummer et: tour buy-ons er næsten universelt et rødt flag! Ethvert band eller agent, der beder om et buy-on, er enten A) desperat, B) ikke en rigtig industrispiller eller c) begge dele. Hvis du som et usigneret band støder på en” promotor “eller” agent”, der fortæller dig, at alt hvad du skal gøre er at finde den rigtige tur til buy-on til, løb den anden vej så hurtigt som muligt!
jo da, der er undtagelser, især i hardrockverdenen, som traditionelt har fungeret på mere “pay to play” – basis med store radio payola-budgetter og hvad ikke. Visse store festivalture, som f.eks. Men det er ikke den slags ture, vi taler om her, de er heller ikke det samme niveau af bands, og for det meste, især i ekstrem musik, vil ingen industri “professionel”, der beder dig om en tour buy-on, nogensinde vise sig at være den professionelle, de foregiver at være! Ethvert headlining-band, der accepterer et buy-on, eller søger en, er sandsynligvis på bagsiden af deres karriere, i alvorlige økonomiske vanskeligheder, eller begge dele.
det er simpelthen ikke sådan touring fungerer. For de fleste bands bliver de bedt om at deltage i ture, enten fordi de har en solid brummer, de bringer noget til bordet (fans i visse byer, for eksempel), nogen i headlining-bandet er fan, eller på grund af en slags politisk boondoggle, dvs.nogen i bandets lejr (manager, agent, label) skylder en tjeneste til nogen i det inviterede bandets lejr. Disse bands bliver betalt for at være på disse ture, selvom det er jordnødder. De køber ikke på, nogensinde.
de eneste gange, jeg har set buy-ons i metalverdenen, er enten når en fjols og deres penge let skilles af en falsk industrispiller, der ønsker at tjene en hurtig sorteper, eller når nogen i bandet (eller deres forældre) er meget velhavende og penge ikke er noget objekt. I sidstnævnte tilfælde har jeg aldrig set en buy-on-eller serie af buy-ons! – resultat i langsigtet, vedvarende succes. Ikke en gang, nogensinde.
tilbage til vores venner i Gransha, det er bare begyndelsen — det bliver værre!
bandet lærte hurtigt, at branchefolk, der beder om penge, ikke kun er opportunister, men ofte kører svindel. Sådanne svindlere vil ofte gå meget langt for at overbevise sårbare, sultne unge bands om deres værdi. Hvid, deres vokalist, forklarede, “de forsøgte at kaste på mig,” med alle de unge, der handler dumme og overdoserende i dag, forlader etiketten skruet, vi er nødt til at have nogle penge på forhånd for at vise dit engagement”.”
og her er lektion nummer to: hvis et pladeselskab nogensinde nærmer sig dit band og beder om penge til en kontrakt, skal du køre den anden vej så hurtigt som muligt!
ingen pladeselskab værd en damn vil nogensinde bede om penge fra nogen af sine bands, periode. Sikker på, rekord tilbud er ikke, hvad de plejede at være, og det gælder især i ekstrem musik. Mindre etiketter vil ofte bede bands om at selvfinansiere optagelsen af deres albums, uhørt for blot et par år siden, men i det mindste vil tage sig af at trykke på fysiske kopier, distribution (fysisk og online) og formodentlig en slags markedsføring. De mest kendte og største metaletiketter-metalblad, Roadrunner, Century Media osv. – vil selvfølgelig betale for optagelsen, eller i det mindste en del af det. Men du vil vide noget, som ingen legitim etiket, stor eller lille, nogensinde ville gøre? Bed om kontanter fra et band! Et af hovedformålene med en etiket er at finansiere et bands kunstneriske output, så de ikke behøver at! Enhver etiket af enhver størrelse, der beder om ethvert beløb til enhver tid, er en falsk operation. Slut på historien.
desværre er tankegangen om, at en etiket vil bede om penge foran, så indgroet i nogle bands, at ideen om en etiket, der beder om ingenting, er en pie-in-the-sky drøm. “Men hej, vi accepterer gerne en invitation til en etiket, der ikke vil have penge fra os, lol,” fortalte hvid mig. Han fortsatte: “Jeg lærer stadig ting hver dag. Jeg troede, jeg havde lært, at det var sådan, det blev gjort. Hvis du er god nok til, at en etiket vil have dig til at købe på, gør du det. Så lægger du dit navn i hatten for at købe på ture, og hvis du er heldig, er du den, der bliver plukket.”
jeg kunne ikke gøre dette lort op. Det sagde han faktisk. Ordret. Bands konkurrerer om privilegiet at bidrage med penge til en fidus! For fanden da.
jeg er ikke sikker på, hvor dybt dette problem går — tænker mange bands på denne måde, eller bare nogle få, der har haft dårlige oplevelser, som Gransha? – men det faktum, at nogen bands bliver fodret sådan en dampende, heaping plade af bullshit, og at nogle gobble det lige op, er for meget for mig at håndtere.
men vent – det bliver endnu værre!
ikke alene var Granshas “manager” Den, der skubbede bandet mod at betale for en pladekontrakt og betale for ture… men han tog også bandets penge!
“han ønskede 3k/ år,” sagde Gransha om bandets påståede manager. Denne ret er der endnu et rødt flag…
og her er lektion nummer tre: hvis en såkaldt manager beder om at blive betalt et fast gebyr… kør den anden vej så hurtigt som muligt!
enhver leder, der er værd at deres vægt i salt, vil altid arbejde på provision. De tjener kun penge, hvis bandet gør det. Slut på historien. En manager, der beder om at blive betalt på forhånd, er slet ingen manager, men en fiduskunstner, der lover verden, hvem, jeg garanterer, vil ikke levere noget.
og det er ikke engang Gransha ‘ s hele erklæring: den indledende sætning var sådan en sludder, jeg var nødt til at tage fat på det alene! Her er hvad han faktisk sagde:” han ønskede 3k/ år, men var fint med at opdele det i 12 månedlige betalinger, ” som om denne manager gjorde bandet en stor tjeneste — bare for de små fyre!! “Men efter cirka fem måneder af det sprang tingene ud, og der skete ikke noget, så vi stoppede med at rode med dem.”Intet skete? Det siger du ikke! “Hver etiket, der havde et tilbud, ønskede penge på forhånd.”Hvad ville der endda være i et sådant “tilbud”? Nogle pats på bagsiden og et par positive bekræftelser?
og det, mine venner, er det, vi kalder en racket: en fiduskunstner (manager), der kræver penge til tjenester, og derefter kræver, at klienten betaler flere penge til sine venner inden for andre områder af virksomheden, nemlig pladeselskaber og touring.
alt det kræver er penge! Må den rigeste vinde! Hvis bare det var så simpelt.
mens penge helt sikkert kan købe indflydelse på mange områder, er musik — især metal — ikke en af dem. Artistry og kreativitet indhenter før snarere end senere, og det er virkelig, hvad det hele kommer til: er dit band godt nok eller ej?
Lad mig gøre det helt klart for de billige sæder. Endelig, her er det, det vigtigste enkelt råd, som enhver usigneret nogensinde kan modtage:
intet usigneret band skal nogensinde give penge til nogen, der hævder at være manager, pladeselskab eller bookingagent! Det er en fidus, et totalt spild af penge, og du vil ikke have noget at vise for det bagefter!
der er visse spillere i branchen, for hvem det er standard at bede om penge foran, og det er folk, du skal betale. Dette er mennesker, som bands kan ansætte til at udføre et job eller en tjeneste med et begrænset omfang eller defineret tidsrum, såsom fotografer, videodirektører og publicister. De er pengene værd, eller i det mindste så meget som deres tidligere arbejde beviser. Betal dem! Gør nogle undersøgelser af deres tidligere erfaringer og track records, selvom… fordi scam kunstnere vrimler overalt. Endnu engang, tag det fra vores venner i Gransha:
“der er en fyr her på Kvidre ved navn, der lovede, at han ville få os en ny musikvideomeddelelse fra online publikationer som Kerrang, Højtråd og MetalSucks, så jeg gav ham en lille god tro betaling, så han vidste, at jeg var seriøs og ville få bolden til at rulle. Men han fik aldrig bolden til at rulle, så til sidst bad jeg om mine penge tilbage, og han sagde nej og lige lige op stjal $200 fra mig. Så truede han med at syge sin advokat På mig, hvis jeg bad om mine penge tilbage igen. Og jeg troede, han var legitim, fordi han på en eller anden måde var forbundet med incarceration festival.”
et klassisk træk blandt usignerede band svindlere-hævder tvivlsomme forbindelser til store, respekterede organisationer i området. Da jeg boede i Michigan, det var Kid Rock og Eminem; hver eneste C-niveau “industri” type havde en slags vag forbindelse til den ene eller den anden. Gør din forskning, mennesker; det har aldrig været nemmere at finde ud af, om folk er, der siger, at de er, end det er lige nu!
men betal ikke en manager, pladeselskab eller bookingagent. ALDRIG. Tag det fra Gransha, tag det fra mig, tag det fra hundreder, tusinder af lokale bands, der er blevet snydt gennem årene. Ingen rigtige brancheaktører vil nogensinde bede om penge! Ligesom de råd, jeg tilbyder i denne artikel, som er helt gratis.
held og lykke derude.